|
|
enhed
af enhed
af Victor Hugo
Over horisonten med brune bakker,
Solen, denne blomst af uendelig pragt,
Lænede sig over jorden ved solnedgang;
En ydmyg daisy, udklækket ved kanten af et felt,
På en grå mur, der smuldrer blandt vanvittige havre,
Blanche blomstrede hendes ærgrende halo;
Og den lille blomst, over den gamle mur,
Stjerne i den evige azurblå
Den store stjerne udstråler sit udødelige lys.
"Og jeg har også hylder!" Hun fortalte ham.
Over horisonten med brune bakker,
Solen, denne blomst af uendelig pragt,
Lænede sig over jorden ved solnedgang;
En ydmyg daisy, udklækket ved kanten af et felt,
På en grå mur, der smuldrer blandt vanvittige havre,
Blanche blomstrede hendes ærgrende halo;
Og den lille blomst, over den gamle mur,
Stjerne i den evige azurblå
Den store stjerne udstråler sit udødelige lys.
"Og jeg har også hylder!" Hun fortalte ham.
|
