|
|
nattergal
Som en skrigende flugt af fugle i uro,
Alle mine minder styrter ned over mig
Fald blandt det gule løv
Af mit hjerte, der beundrer dens bøjede stamme af el
I den violette farve af beklagelsens vand,
Som melankoli strømmer nær,
Fald ned, og så det dårlige rygte
Må en fugtig stigende brise berolige,
Går gradvist ud i træet, så godt
At vi efter et øjeblik ikke hører mere,
Intet mere end stemmen, der fejrer det fraværende,
Intet andet end stemmen -åh så sløv!-
Af fuglen, der var min første kærlighed,
Og som stadig synger som den første dag;
Og i en månes triste pragt
Stigende bleg og højtidelig, en
Melankolsk og tung sommernat,
Fuld af stilhed og mørke,
Rocker på det azurblå, som en blid vind børster
Det sitrende træ og den grædende fugl.
Paul Verlaine,
|
