|
|
Georges RODENBACH (1855-1898)
Akvariet er så blåt, så månen
Akvariet er så blåt, så månen;
Infinity vindue, åbning på hvilken have?
Evighedens spejle, hvis himmel er tain.
Hvor dybt er dette visionære vand,
Og hvor langt tilbage går det
Dens azurblæser ødelagt af pengeafgivelser?
Det er som en blomstrende drivhus atmosfære ...
Fra tid til anden, i stilhed, er vandet broderet
Passagen af en langsom fisk glimtede
Hvem kommer, skrå, del, smelter, bliver flydende;
Trækul hurtigt slettet på skærmen, der er tomt,
Udkast til en dødfødt tegning på et stof.
Som fisken falder ind i en tåge,
Placeres mere og mere, bliver næsten posthumous,
Trækker som emaciated årer
Hans finner er allerede helt farveløse.
Afgang uden vågne, med smerte,
Ligesom stjernerne i Aurora.
Hvilken bitter charme har de ting der vil ende!
Og er det ikke, denne langsomme fisk, en tanke
Hvis sjæl var et nuanceret øjeblik
Og hvem flyr, og hvem er allerede en hukommelse?
|
