|
|
Af kærlighed kender du kun de søde
kyster,
Nattens kærtegn og dens konturer,
Kysene på reliefferne af dets landskaber,
Rejser til midten af hendes krop-fløjl.
Årstiderne knækker hjerter og
lidenskaber
Bedrøv begge sjæle og deres ensomhed;
Kedsomhedens toner spiller deres klagesang
På livets tavshed, af vane,
Sorte og hvide akkorder på tastaturet
flere år
Som når grænserne for ingen tilbagevenden;
Du drejer tidens hænder på
urskive
Om hans nætter, der glemmer at lyse op i hans dage
Fordi
Af kærlighed kender du kun de søde
kyster,
Nattens kærtegn og dens konturer,
Kysene på reliefferne af dets landskaber,
Rejser til midten af hendes krop-fløjl.
Dine ord forsvandt i gyderne
vejr,
Disse ord, som i dag river i stykker
stilhed
Og vil fare vild i vindens sejl
Ved at føre sin sjæl mod sine håb.
Hans hjerte er et pergament beklædt med rim,
Alexandriske rim sammenflettet med smil,
Deling af ord, sublim musik
Hvor farvede toner synger deres
sukker.
Men
Af kærlighed kender du kun de søde
kyster,
Nattens kærtegn og dens konturer,
Kysene på reliefferne af dets landskaber,
Rejser til midten af hendes krop-fløjl.
Du kender ikke al kærligheden
ansigter,
Du kender ikke al kærligheden
skibsvrag.
|
